I 2017 udgav forfatteren ”Stormene”, som fortæller om Stygge Krumpen og Elsebeth Gyldenstjerne i reformations-tiden. Maria Helleberg er med flere end 30 romaner blevet kaldt den historiske romans dronning. Mange læsere holder af Hellebergs fortællinger om nogle af Danmarkshistoriens utrolige skæbner, fantastiske kærlighedshistorier og dramatiske begivenheder. Med sans for detaljen gør forfatteren historien levende.
Maria Helleberg er magister i teatervidenskab og litteratur. Hun er født i 1956 og lærte sig selv at læse som fireårig og skrev sin første historie som seks-årig. Ungdomsårene tilbragte hun i Vejle. En gymnasielærer i oldtidskundskab var så inspirerende, at Helleberg skrev det, der senere blev til Seersken, som hun debuterede med i 1986.
Ud over de historiske romaner har hun skrevet børnebøger, ungdomsbøger, rejsebøger, biografier, fagbøger og skuespil. Mere end 80 udgivelser er det blevet til, og en fortsættelse til ”Kvinderne fra Thy” er undervejs.