Karin Smirnoff

Foto: 
Johan Gunséus

Karin Smirnoff (SE) SE

Karin Smirnoff bragede ind på den litterære scene i 2018 med sin debutroman Jeg tog ned til bror. Som 52-årig indsendte hun et manuskript til Bokförlaget Polaris. Det blev antaget, og blot to uger efter udgivelsen nominerede den svenske forlæggerforening debutanten til den prestigefulde Augustprisen, og senere modtog hun de svenske boghandleres Book of the Year Award.

Jeg tog ned til bror er første del af Jana Kippo-serien. Forfatteren er udvalgt til at skrive de tre næste bind i Stieg Larssons Millenium-serie. 

Trævarefabrik og forfatterdrømme

Karin Smirnoff arbejdede som journalist og fotograf i mange år. I 2012 trængte hun til forandring og tænkte, at det kunne være sjovt at gøre noget helt andet. Hun købte en andel i en trævarefabrik, der leverer komponenter til altaner og verandaer i Piteå i Nordsverige. Efter nogle år savnede hun dog at skrive. Hendes tre børn var blevet store, og hun søgte ind på Lunds Universitet, der lå langt fra bopælen i Nordsverige, så hun kunne have fuld koncentration på uddannelsen. Hun skrev en ansøgning i bussen undervejs ned til sin bror: »Jeg tog ned til bror. Tog bussen ned langs kysten og hoppede af ved efireren. Så gik jeg mod landsbyen. Sneen faldt tæt og vejen føg til. Snefnuggene væltede ned i de lave støvler og jeg frøs om anklerne som i barndommen. Biler havde kunnet standse for min tommelfinger men ingen bil kom. Der var et par kilometer til min brors hus og vejen gik opad.« Hun blev optaget og skrev på få måneder debutromanen Jeg tog ned til bror, som udkom i 2018. Som indledning brugte hun ordene fra ansøgningen. Historien om Jana Kippo fortsætter i Vi tog op med mor og Så tog jeg hjem.

Ingen offerrolle

I første del kommer Jana Kippo tilbage til Smalånger og barndomsegnen i det nordlige Sverige, hvor hendes bror er ved at gå til i druk. Hun får job i hjemmeplejen. Ikke fordi hun er specielt kvalificeret, men fordi der ikke er andre til at tage sig af de syge og gamle. Historier dukker op, alle har noget på hinanden, og det er ikke altid til at skelne løgn fra virkelighed. 
Karin Smirnoff undersøger i sine romaner, hvordan man finder sig til rette i et liv præget af overgreb og svigt uden at blive offer.

Dialekter i Nordsverige

Karin Smirnoff har sin helt egen skrivestil. Adjektiver må læseren selv tænke sig til. Der er ingen kommaer og citationstegn. Navne er stavet med småt og trukket sammen, Jana Kippo bliver til janakippo, og forfatteren bruger sproglige træk fra forskellige dialekter i Nordsverige, hvor man blandt andet trækker ord sammen.

En øvet debutant

Jana Kippo-trilogien er solgt i mere end 700.000 eksemplarer i Sverige og er udgivet i foreløbig ni lande. Selv om der er Smirnoffs debut, betyder det ikke, at det er hendes første skrivearbejde. Hun har skrevet noveller og digte, siden hun var ung og også et par romanmanuskripter for at øve sig og tilegne sig et litterært sprog. 
Karin Smirnoff modtog i 2020 den svenske fagforeningspris Ivar-Lo prisen for sit bidrag til den svenske arbejderlitteratur. Trilogien skal filmatiseres som en tv-serie, og hun skriver selv på en version, der skal opføres som opera.
Senest har Smirnoff i 2021 udgivet romanen Sockerormen i Sverige. Den handler om to musikalske vidunderbørn, der har en pædofil musiklærer.

Hertsånger, jagt og karate

Karin Smirnoff er født i Umeå i 1964. Familien flyttede til Södertalje, da hun var tre år, og senere tættere på Stockholm, hvor hun stadig har en lejlighed. Alle ferier blev tilbragt i familiens hus i Hertsånger nær Umeå. For et par år siden købte hun huset i Nordsverige. Hun gik tidligere på jagt, men er holdt op, da hun synes, at det er synd for dyrene. Hun har det sorte bælte i karate og træner med sin 84-årige genbo. Lige nu skriver hun fortsættelsen til Stieg Larssons Millenium-serie.

Presseomtale af forfatteren

Materialet er er stillet til rådighed for OrdFraNord af Hans Christian Davidsen og Flensborg Avis.
Det er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Mød også disse forfattere

Arne Astrup
Merete Pryds Helle
Anne-Cathrine Riebnitzsky

Mød Karin Smirnoff

Onsdag
14september
Onsdag 14. september 2022
Torsdag
15september
Torsdag 15. september 2022
Fredag
16september
Fredag 16. september 2022

Øvrige arrangementer

Tirsdag
13september
13. september 2022
Onsdag
14september
14. september 2022
Torsdag
15september
15. september 2022
Fredag
16september
16. september 2022
Lørdag
17september
17. september 2022