Det ikke blot lyder totalt gakket

Hallgrímur Helgason • Stormland

Aschehoug, 2005

Hvis man som jeg er begejstret for at rejse i Island, synes at naturen der er usædvanlig smuk, at islændinge gennemgående er et interessant folkefærd, og at landet har mange spændende forfattere, landets størrelse taget i betragtning – så bliver man grundigt taget ved vingebenet af Hallgrímur Helgason i romanen »Stormland«. Her gør han op med al tale om Island som den stolte vikingenation og anden romantisk snak om dette nordatlantiske lands høje kulturniveau.

Han gør det naturligvis i sin egen rablende og humoristisk, groteske stil, som man kender fra romanen »101 Reykjavik«, der udkom i Danmark 2001 og vakte anmeldernes begejstring. »Stormland«, som udkom 2005 – altså før krisen raserede Island - foregriber på visse punkter landets overforbrug og investering i enorme forbrugsgoder som blandt andet de store firhjulstrækkere. I »Stormland« bliver læseren belært om, at islændinge på ingen måde er kultur- og naturmennesker, tværtimod er landet nøjagtig lige så ramt af det moderne samfunds åndløse konsumforbrug som andre nationer. Og hvis islændingen skal ud i naturen, så opleves denne kun set gennem firhjultrækkerens vinduer. Det er kun skøre franske og tyske turister, som tager rygsækken på ryggen og vandrer i det stormomsuste land, siger hovedpersonen Böddi i »Stormland«!

Böddi er vendt tilbage til sin barndoms landsby i nord efter at have boet en årrække i bl.a. Tyskland. Han bliver skuffet over det åndelige niveau i hjemlandet, men gør alligevel som mange enlige islandske mænd: Slår sig ned hos sin gamle mor og lader hende stå for husførelsen. Moderens liv går med at følge de seneste amerikanske soapserier på tv, hun ser tv døgnet rundt. Böddi selv ernærer sig som gymnasielærer, men kommer hurtigt på kollisionskurs med ledelsen, da han trækker den islandske ungdom gennem en barsk lejrweekend, hvor han blandt andet lader dem overnatte i det fri og tvinger dem i det kolde havvand for at udfordre den forkælede islandske ungdom. Han får forældre og en svag ledelse på nakken, og det ender for Böddis vedkommende med en fyring.

Som en slags hævn ligger han i med rektors datter, og resultatet bliver lille Albert Sturla, som Böddi i første omgang ikke vil vedkende sig. Men da han af den selvstændige mor bliver sat til at passe drengen en hel uge, falder han pladask for ham, og faderkærligheden vælder op i den forhærdede ungkarl Böddi, som pludselig ser en mulighed for at komme til at føre et normalt familieliv. Indtil der bliver rammet en pæl gennem disse drømme, da en blodprøve viser, at han alligevel ikke er far til barnet!

Dette udløser en lavine af aggressioner hos Bøddi. Han kan ikke holde det hule islandske samfund ud, kapitalismen, den manglende idealisme hos folk generelt, og det ender med at Bøddi sadler en hest og ridder i rasende tempo mod Reykjavik for at starte en revolution. Hvis man synes, det lyder totalt gakket, så er det også tilfældet, men tiltaler en sådan rablende stil, som i øvrigt er karakteristisk også for andre islandske forfattere, og er man indstillet på at læse mere om Bøddis skøre indfald – ja, så er dette bogen!

Forfatteren Hallgrímur Helgason brød internationalt igennem med »101 Reykjavik« og blev nomineret til Nordisk Litteraturpris både for den og »Stormland«. Helgason er også billedkunstner, tegneserietegner og stand-up-komiker.