2016/09/15 - Løgumkloster Bibliotek

Forfatterarrangement

Jesper Stein

15. september 2016 - 19:00

Løgumkloster Bibliotek

Entré: DKK 75,-

Forfatterne

»Det er nervepirrende spændende. Det er afsindigt godt leveret. Det er gennemført skrevet og genialt plottet sammen. Det er kort sagt Jesper Stein.«

Således skrev Merete Reinholdt i Berlingske om Jesper Steins seneste krimi Aisha.

Hovedpersonen i Jesper Steins krimiserie, den uregerlige vicepolitikommissær Axel Steen, er ekspert i opklaring af drab. Han har samtidig misbrugsproblemer, et uafklaret forhold til sin ekskone og problemer med den niårige datter. Serien, som læses bedst i rækkefølge, består af Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash og Aisha.

Om debuten Uro fra 2012 skrev Tonny Vorm i Information: »En titel, der har alt, hvad genren kræver: En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige med bund i kulisser og spændinger, der genkendes fra virkeligheden.«

Da Aisha udkom i 2015 skrev Lars Ole Sauerberg i Jyllands-Posten: »Det, der begynder som en drabskrimi, udvikler sig til en stort anlagt politisk spændingsroman på grundlag af et ubehageligt aktuelt etisk dilemma. Stein fører historien til kulmination med imponerende litterær teknik. Det gælder ikke bare aktualitetsappellen og spændingsopbygningen, som jo er alfa og omega i genren. Det gælder i endnu højere grad det mere alment litterære med temaudvikling, figur-og baggrundsopbygning.«

Forfatteren har modtaget Det danske Kriminalakademis Debutantpris og Dan Turèll Medaljen. I 2015 modtog han De Gyldne Laurbær.

Rettighederne til romanerne er solgt til Tyskland, Italien, Island, Norge, Holland og Sverige.

Jesper Stein er født 1965 i Århus og bor nu på Nørrebro i København. Han er uddannet journalist og har tidligere arbejdet med politi- og retsstof samt litteratur på Jyllands-Posten. Han er medforfatter til biografen om Bent Isager-Nielsen Man jager et bæst og fanger et menneske, som udkom i 2008.

Øvrige arrangementer 2016

Torsdag
8september
8. september 2016
Onsdag
14september
14. september 2016
Torsdag
15september
15. september 2016
Fredag
16september
16. september 2016
Lørdag
17september
17. september 2016